Kvinden

Kvinden

Den væsentligste årsag til ufrivillig barnløshed er, at kvinder bliver ældre og ældre, før de forsøger at få børn. Andre årsager kan dog være ægløsningsforstyrrelser, lukkede æggeledere eller sygdomme i underlivet.

Siden det første barn blev født efter IVF-metoden i 1978, er der sket store fremskridt, men ikke desto mindre har den samlede succesrate været stagnerende på ca. 70 %. Med et mål om at øge behandlingssuccesen har forskningen overvejende været fokuseret på at optimere allerede eksisterende behandlinger.

Kvinders æg blive dannet i fostertilstanden omkring 20. graviditetsuge, og ligger i dvale i mange år, indtil pigen kommer i puberteten og æggene begynder at udvikle sig og modnes. Når et æg modnes, gennemgår det celledelinger, hvor kromosomerne bliver fordelt ud i to datterceller. Hvis denne deling ikke fungerer korrekt, vil det resultere i æg med fejl i arvematerialet. I dag ender 25 % af alle ønskede graviditeter i Danmark i en spontan abort, hvilket svarer til ca. 20.000 om året. Størstedelen af dem (60%) skyldes ubalance i antallet af kromosomer i kvindens æg.


I dette studie ønsker vi bl.a. at blive bedre til at behandle kvinder med reduceret ægkvalitet, endometriose, for tidlig overgangsalder, samt svagt eller manglende respons på stimulation af æggestokkene, som fører til udvikling af få eller ingen æg samt manglende graviditet trods gentagne tilbagelægninger af gode embryoner.

Vi ønsker at undersøge:

  • Om bakteriesammensætningen i skeden og endetarmen har betydningen for kvindens chance for at opnå graviditet.
  • Om der findes specifikke genvarianter, der påvirker kvindens graviditetschancer.
  • Om hormonforstyrrende stoffer målt i bl.a. blod og urin har indflydelse på kvindens frugtbarhed.
  • Om der er specifikke sygdomme i alderdommen, som kvinder med nedsat frugtbarhed er i risiko for at få.
  • Om det er muligt, blandt kvinder med nedsat frugtbarhed, at identificere risikofaktorer for senere sygdom.